Vokser min varmeregning?
Samlet set skal vi stadig betale det samme beløb til fjernvarmeselskabet for varmen i boligafdelingen, men fordelingen bliver en smule anderledes end før.
De husstande, der har det ekstra varmt eller alt for koldt – eller som ikke lufter tilstrækkeligt ud – vil skulle betale lidt mere end dem, der holder sig inden for de intervaller, som er anbefalet af Statens Byggeforskningsinstitut.
Fast grundbeløb og variable tillæg
Grundbeløbet i dit månedlige varmeregnskab vil stadig være baseret på din boligs størrelse – men den nye tarif er 5 kr. per m2 og dermed lavere end den gamle tarif på 6,22 kr. per m2. Den sidste del af varmeregningen vil bestå af mindre, variable tillæg baseret på indeklimamålinger.
Sensoren i indeklimamåleren kan registrere rumtemperatur, fugtighed og hvor frisk luften er (CO2). CO2-tillægget er imidlertid annulleret frem til, at helhedsplanen er gennemført. Det skyldes, at det er vanskeligt at holde et fornuftigt CO2-niveau i boligerne, så længe der ikke er etableret et automatisk ventilationsanlæg.
Dermed vil din månedlige varmerapport vise, om din bolig har været for varm eller kold, lidt for tør eller fugtig. Du kan naturligvis stadig have det lige så lunt i stuen, som du ønsker det – det koster blot nogle ekstra tillæg, hvis du ligger over de grønne niveauer.
Læs mere om hvordan du skal læse din varmeregning i folderen "Introduktion af dynamisk varmeregnskab".